Du kan få en nedtur, når du får succes

Du kan få en nedtur, når du får succes

Du kan kæmpe for at få en virksomhed op at stå. Du kan være det stabile bolværk for din partner, som måske får en depression. Men når du når målet eller din partner er rask igen, kan nedturen ramme dig.

Det lyder underligt, at man kan få en nedtur af at få succes, og det er nødvendigvis heller ikke det at nå målet, som udløser en nedtur eller et sammenbrud. Det vil oftest være vejen hen til målet som udløser et sammenbrud.

Kæmp, og du skal nå målet
Hvis du har prøvet at nå et mål som er større end de mål, du normalt sigter efter, så ved du også at fokusering, viljestyrke og afsavn kan være elementer for at opnå målet. Det kræver noget ekstraordinært af dit autonome nervesystem, herunder det sympatiske nervesystem (det, som aktiverer dig).

I perioder med ekstra pres, er der behov for, at dit system buldre derudaf. Ddet er måden at finde de ekstra ressourcer, der skal til. Vi er bygget til det, men vi skal bare vide, at der kommer en regning senere, når der bliver stille igen.

Du er kun halvvejs, når du står på toppen af bjerget
Mange af os glemmer restitution som et ligeså vigtigt redskab til at holde ud og klare vores opgaver. I perioder med ekstra belastning vil du have brug for ekstra restitution også, som er andet end søvn og mad. Det kan være øget stilhed omkring dig, meditation eller vejrtrækningsøvelser, flere pauser i løbet af dagen eller gå ture. Det er din adgang til den parasympatiske del af dit nervesystem, der lader dig op, renser hjernen og hjælper dig til at holde hoved og krop i balance.

Overført til dit projekt eller belastning kan det sammenlignes med at bestige et højt bjerg, kæmpe sig opad, fortrænge smerten og holde fokus. Mange er glade, når de når toppen og ånder lettet op, men de er i realiteten kun halvvejs. De skal ned igen. Her slipper manges kræfter op. Mange holdt kun lige på med neglende op til toppen, og nu virker det håbløst at skulle finde ressourcer til at kæmpe sig ned af bjerget igen.

Vær forberedt på en nedtur, når du får succes
I perioder, hvor vi må være ekstra omsorgsfulde overfor en eventuelt syg partner, en stor arbejdsopgave eller ren og skær overlevelse økonomisk, kan det være nødvendigt at overhøre sine kropssignaler, som skriger på ro og hvile. Måske er det det ikke muligt for dig midt i projektet at slippe speederen eller dit fokus, for så vælter projektet for dig. Du må udsætte din restitution.

Nedturen og tomrummet kan indfinde sig, når du når målet, når du overlever en økonomisk krise, eller når en partner raskmeldes. Først nu er der mulighed for at slippe tøjlerne, kontrollen og fokuseringen, og så tager kroppen over.

Kroppen tager, hvad den har brug for
Vores krop er så unik, at den kan udsætte sit behov for opladning og hvile, men kun indtil vi giver den mulighed for at tage over. Så kan den nærmest lamme os i perioder, hvor vi mentalt ikke fungerer på højt niveau, hvor vi ikke har energi til at løbe en tur, eller hvor vi ikke orker dialog med andre mennesker.

Det er en naturlig reaktion på en unormal situation, du har befundet dig i. Det er ikke naturligt for os at være under pres i uger og år, uden at der kommer en reaktion. Denne reaktion kan komme, når vi skal til at hvile lidt på laurbærrene eller nyde, at vi kan ånde lettet op igen efter en krise.

Du her helt normal, hvis du får en efterkrise
Derfor er du helt normal, hvis du bliver syg, bliver træt som et helt alderdomshjem eller ikke magter at være i dialog med mennesker for en periode. Du har bare startet nedstigningen af dit bjerg, du er blot ved at genvinde energien eller bearbejde den seneste tids ekstraordinære pres, du har været udsat for.

Dette vil booste din restitution
Erkend, at det er normalt at skulle lade op efter en stor præstation eller et stort pres. Erkend, at sådan er det lige nu og jo hurtigere, du accepterer det, jo hurtigere vil du være på højkant igen med fornyet power og energi.

Din restitution kan består af stilhed, lange gåture i skoven, roligt musik, bøger, søvn, middagslur, sund mad, rolig fysisk aktivitet og meditation. Dit nervesystem vil modtage alle positive tiltag med fremstrakte arme og kvittere med ny energi og livsenergi.

Har du brug for rådgivning til at genvinde din energi efter en større belastning, kontakt da Thomas Pape på thomas@spine.dk.

En ægte beslutning giver succes

En ægte beslutning giver succes

“Jeg gad godt at tabe 5 kilo”, “jeg vil ønske, jeg kunne løbe 5 kilometer på 20 minutter”, “jeg kunne godt tænke mig et mere spændende arbejde”. Alle tre udtalelser vil højst sandsynligt ikke blive til noget, men blot forblive ønsker. For at nå dine mål må du derfor tage en ægte beslutning.



Hvad er en ægte beslutning?
En ægte beslutning betyder, at du samtidig afskærer dig fra alle andre muligheder end det resultat, du ønsker. Eksempel: Hvis det betyder noget for dig at lære at løbe, så må du afsætte den tid, der skal til for at få noget ud af det. Så er det ikke hensigtsmæssigt, hvis du samtidig vil læse fransk på aftenskole eller arbejder alt for meget og har en familie at passe samtidig. Det hele bliver sikkert kun halvt.

De fleste af os har i forvejen en så hektisk hverdag med mange gøremål. Vil vi have endnu et spændende projekt i vores liv, så må vi vælge det med omtanke, så det kan betale sig gå i gang med det. Ellers vil du bare blive skuffet, miste motivationen eller opleve det som et nederlag, hvis du ikke lykkes med det, du søsatte.

Er din beslutningsmuskulatur for slap?
“Jeg aner ikke, hvordan jeg skal ændre min hverdag, så jeg får mere tid til mig selv”. En sætning, jeg ofte hører på min klinik eller på kurser, hvor jeg underviser. Flere har forsøgt mange gange, men oplever at det sjældent lykkes for dem at nå i mål med deres ønsker.

Mange mennesker opstiller ofte et ideal billede for, hvornår de er klar til en ændring i deres liv. Når børnene er blevet større, så kan jeg… Hvis jeg ikke var alenemor, så kunne jeg… Hvis jeg jeg havde mere tid, ville jeg lave mere sund mad…
Men måske kommer du aldrig i gang med de ønsker, du har, hvis alt skal være perfekt eller i ro, før du kan gå i gang.

Det er ikke så vigtigt at vide, HVORDAN du kommer i gang, men at vide at du FINDER VEJEN undervejs i processen. Så det handler måske bare om at komme i gang med at tænke ud af boksen og tage det første skridt.

Formlen på succes
Om det er en fysisk aktivitet, at begynde at sige mere nej eller noget helt tredje, så kan du prøve at besvare følgende punkter:

1. Beslut, hvad du ønsker (sig det højt, eller skriv det).
2. Begynd at handle (du skal altid starte med det første skridt).
3. Bemærk, hvad der virker, og hvad der ikke virker, når du er gået i gang.
4. Vær villig til at prøve flere måder at nå dit mål undervejs i processen.

Tag nu den beslutning, men vær fleksibel i din måde at gøre gribe det an på
Det allersværeste for de fleste er at tage det første skridt, at få italesat, hvad de egentlig vil. Samtidig kan du låse dig fast i, hvordan du kommer i gang. Men tillader du alternative måder at gøre tingene på, så kan de fleste ting lykkes.

Det er banalt, men mange af dem, jeg rådgiver, ønsker mere tid til dem selv. Men langt de fleste har ikke sagt det til deres familiemedlemmer. Ergo kan de ikke hjælpe personen med deres ønske, hvis de ikke ved, at personen gerne vil til at løbe eller have tid til et langt “damebad med efterfølgende fodbad”, eller hvad det nu kunne være. Derfor er det vigtigt at sige dine behov højt, så omverdenen kan se og høre, hvad du ønsker.

Vil du have sparring til, hvordan du når dine mål og drømme, så skriv til mig på thomas@spine.dk, eller ring på 2894 5925. Vi har i SPINE stor erfaring med at koble menneskers drømme med håndgribelige måder at nå dem på.

Når du intenst forpligter dig til at noget skal lykkes, afsløres vejen af sig selv

Giv mig anerkendelse, og mit stress falder

Giv mig anerkendelse, og mit stress falder

“Jeg savner lidt mere ros, lidt mere anerkendelse og lidt mere feedback på, om jeg gør mit arbejde godt nok.” Disse ønsker kom fra en medarbejder som jeg i dag underviste på en trivselsdag.

Men hvorfor er vi så dårlige til at rose eller anerkende hinanden, når stort set alle gerne vil have lidt mere af det? Lad os se på, hvilke faktorer der spiller ind, og hvordan du bliver bedre til at give feedback allerede i morgen.

Sæt mål og delmål – så ved du, hvad der skal anerkendes
Hvis du og gruppen kender, hvilket mål I har, så vil det også være nemmere at sætte sig delmål. Specielt hvis man arbejder på projekter som løber over flere år. Det er godt med delmål, så man ikke mister retning undervejs.

Sætter I mål og delmål, ved I også, hvad der kan roses og gives anerkendelse for. Det vil give et dopaminrus, når man når i mål. Du vil føle overskud, når din leder på et morgenmøde ridser op, hvor langt I nu er nået med projektet, hvad I har gjort godt, og hvad næste spændende delmål vil indeholde.

Ved alle, hvad alle mener om anerkendelse?
Vi kender alle ordet, men vi har ikke samme opfattelse af det og dermed kan man som kollega og leder gå galt i byen, når man skal rose og anerkende hinanden.

Derfor vil det give mening hvis I bruger lidt tid på et møde på at definere, hvad hver enkelt lægger i ordene anerkendelse og ros. Specielt ordet ros kan skilde vandene. Flere mener, at der går forældre-barn-situation i rosen, mens andre gerne vil klappes på ryggen og roses. Det er vigtigt at få afstemt.

Nogle vil bare kort gerne vide, at andre har set ens arbejde, mens andre ønsker en lidt dybere beskrivelse af, hvorfor anerkendelses gives. Dette er vigtig information for en leder, da vedkommende lærer, hvordan hver enkelt ansat vokser og får energien.

Hvad er en succes?
Det er godt at have et mål og evt. flere delmål. Men hvornår ved I, at I er i mål og dermed kan fejre succesen? Nogle opgaver er så store, at de ansatte aldrig ser målet. Det bliver måske søsat et andet sted i verden, eller også er det den øverste ledelse som høster roserne.

Derfor bør man i sin gruppe eller afdeling få defineret, hvornår I har en succes, og hvad den bliver målt på.

Man fejrer ikke en OL guldmedalje med kage
Når man til OL eller andre konkurrencer skal overrække en anerkendelse til vinderne, så får de jo ikke en kage, vel?

Hvorfor skal vi så på arbejdspladsen fejre alt muligt med KAGE. Det mister jo betydning af noget specielt, hvis man kan spise kage til fødselsdage, fordi vi var gode, fordi vi trænger, fordi vi keder os, fordi nogen fik alarmen til at gå osv…

Overvej, om I skal have et podie, hvor en ansat eller del af holdet skal op og stå, så alle kan se, hvor godt det er gået. Klap af hinanden, og brug lidt tid på at vende jer til, at man godt må blive rød i kammen, over at de andre ser ens gode arbejde. Eller find jeres egen måde at fejre succeser på. Men prøv noget andet end kage.

Og så slutter vi med formlen på succes:

Succes er egentlig resultatet af god dømmekraft.

God dømmekraft kommer af erfaringer.

Erfaringer er ofte resultatet af dårlig dømmekraft.

Adresse

Marselis Boulevard 1
8000 Aarhus C

Kontakt

T: 2894 5925
M: info@spine.dk 
CVR: 28447566

Copyright 2015-2020 © SPINE - INFO