Artikler

Her finder du alt hvad du skal bruge!
studiestart

Fra gymnasieelev til studerende med succes (5 ting de smarte studerende gør rigtigt)

5 ting er afgørende for, om du får succes med din studiestart. Du får her hjælp, så du føler dig klar til at gå fra elev til studerende på dit drømmestudie med succes.

Tillykke, du er optaget på din (forhåbentlig) drømmeuddannelse. Du kan nu se frem til et nyt studieliv – måske oveni købet på dit drømmestudie. Du skal glæde dig! En uddannelse er en vidensbank, der tillader dig at udfolde dine interesser og finde dine nicher. De næste år kommer du til at lære meget mere, end du nogensinde havde forestillet dig – både fagligt og personligt. Og første lektion finder du her.

Bestem dig for ikke at blive “en af dem”

Som kommende studerende har du måske fulgt de mange debatter om studerende, der får stress, angst, bliver ensomme eller på anden måde mistrives.Spørgsmålet er derfor, hvordan du undgår at havne i de kedelige statistikker?

En af de vigtigste ting vi vil anbefale dig at gøre meget hurtigt er: Find acceptskuffen frem til alt det, du ikke forstår!

Jo du er – du er godt i gang med en forandringsproces

Måske har du tænkt over det – måske ikke, men lige nu står du midt i en forandringsproces. En forandring, du skal være bevidst om. Uanset om du kommer lige fra en ungdomsuddannelse, fra et ophold i udlandet eller noget helt tredje, så bliver din hverdag herfra en helt anden.

Herfra får det at være studerende en helt ny betydning. Derfor skal du også revurdere dit syn på dig selv som studerende. Artiklen her præsenterer dig for en række gode studieråd. En samling refleksioner studerende har haft om det gode studieliv, suppleret af en undersøgelse om studerendes trivsel vi har foretaget, er mundet ud i fem studieråd. ?Her kommer de:

De fem studieråd der giver dig succes på det nye studie

  1. Find acceptskuffen frem
  2. Fokuser på læring og proces
  3. Track din læring
  4. Plej dit drive
  5. Samarbejd med dine medstuderende

Nr. 1: Find accepskuffen frem NU

At finde acceptskuffen frem var for de studerende, vi snakkede med, det allervigtigste at lære. Det handler ikke om at opgive – at følge med. Det handler ikke om, at du ikke skal være ambitiøs eller dygtig. At finde acceptskuffen frem handler om et nyt tankesæt.

 Det handler om at acceptere, at du er midt i en læringsproces.

Du vil blive præsenteret for meget nyt, og du kan ikke forvente af dig selv, at du absorberer al den nye viden, du eksponeres for med et trylleslag. Det handler om, at du skal indlejre ideen om, at det er helt normalt. Du er studerende for at lære noget, det er alle studerende. Husk også, at du ikke er dine præstationer, du er noget mere end dine præstationer – faktisk siger dine præstationen ikke mere om din identitet, end du tillader.

Nr. 2: Fokuser på læring og proces

Uanset hvilket studie du har valgt, har du med sikkerhed givet dit gennemsnit en del opmærksomhed i udvælgelses- og ansøgningsfasen. Det skal du starte med at glemme alt om. Det lyder måske sært, og det er også nemmere sagt end gjort.

 Men spørg lige dig selv igen, hvad din karakter fortæller dig om, hvad du har lært?

Hvad du lærer, er nemlig sammen med din nye titel som studerende blevet dit vigtigste mål. Det er slut med at blive præsenteret for et pensum, der minutiøst gennemgås i undervisningen. Struktur er i langt højere grad dit eget ansvar på studiet. Forvent, at al den information du har brug for, skal du opsøge aktivt.

Kend din studieordning, og vær forberedt på, at strukturelle rammer skabes af dig selv. Find gode studieteknikker, der virker for dig. Led efter konkrete råd til studieteknikker, og afprøv dem, til du finder nogle, der giver mening for dig.

På studiet vil du blive præsenteret for store mængder tekst og en række undervisninger og forelæsninger. Betragt de store mængder litteratur som dit fagbibliotek. Du kan med stor sandsynlig ikke nå at læse det hele.

  • Orienter dig! Hvad har du i dit fagbibliotek?
  • Hvor kan du finde informationer og viden?
  • Selekter! Hvad er vigtigst at nærlæse?

Selektionen kræver en bevidsthed omkring dine faglige styrker og svagheder.

Hvilket leder til næste studieråd.

Nr. 3: Track din læring

Du overvåger sikkert alt muligt, din kalorieforbrænding, din geografiske færden, dit forbrug af sociale medier eller den musik, du afspiller. Verden er digital, og du er sikkert også meget begejstret for din internetforbindelse, din smartfon, din tablet og din computer.

Tracking er populært, brug det. Track din læring!

Brug tid på at lave en kompetenceafklaring. Du har det bedste grundlag for at lære mest mulig, hvis du ved, hvad du er god til, og hvad du ikke er god til.

  • Sæt nogle mål, der er meningsfulde for dig.
  • Spørg dig selv, hvad du gerne vil lære, og hvad du gerne vil være god til.
  • Formuler det, og husk at ændre dine mål efterhånden som din læring skrider frem.
  • Find ud af, hvordan du holder øje med, om du er på vej mod dine mål.

Mange telefoner har diktafoner. Tryk på optag. Det slider ikke blyanter ned, og det kræver hverken meget tid eller energi. Når du forlader en forelæsning, der satte tanker i gang, eller når du bliver ramt af frustration eller aha-oplevelser, så optag det. Lyt fra tid til anden til dine optagelser og opdag, hvor meget du lærte, også i de perioder hvor du følte dig helt bagefter.

På den måde kan du blive bevidst omkring, hvordan du udvikler dig. Er du vedholdende, forlader du universitetet med en helt klar kompetenceprofil. Det bliver du glad for, når du skal søge arbejde.

Nr. 4: Plej dit drive

Motivation er altafgørende for en god studietid.

Motivation er bare desværre den uforudsigelige ven, der pludselig har forladt festen. Tidligere i artiklen aflivede vi muligheden for at lade sig motivere af karakterer. Selvfølgelig er en god eksamen eller tanken om en god løn umiddelbart appellerende og kan også give blod på tanden.

Desværre er man som regel kun kortvarigt motiveret af det. Derfor er det helt afgørende at finde ud af, hvad der driver dig.

Vær opmærksom på din videbegærlighed og brug den som måleinstrument for din succes. Hvad er det for nogle oplevelser, der øger din lyst til at lære mere?

Find ud af det, og dvæl ved det. Din motivation skal plejes for at opretholdes. Derfor har du et stærkt kort på hånden, hvis du retter din opmærksomhed mod de mange små stød af succes. Hold øje med, hvordan du bruger din nye viden udenfor studiet.

Læser du pludselig avisen på en anden måde?
Oplever du, at du forstår problemstillinger, du møder på en helt ny måde?

Når du begynder at fokusere på, hvordan du udvikler dig, og hvad du egentlig kan bruge det, du lærer til, så dukker der flere og flere succesoplevelser op. Det er vidt forskelligt, hvad der driver os. Derfor er det også vigtigt, at du finder præcis det, der er meningsfuldt for dig.

I øvrigt et fantastisk refleksionsemne til diktafonen.

Nr 5: Samarbejd med dine medstuderende

Der er et kæmpe stort læringspotentiale i samarbejde. Derfor optimerer du din læring ved at indgå i samarbejde med dine medstuderende. Tænk f.eks. på, hvor udfordrende det kan være at forklare noget, du har læst. Alene italesættelsen er altså lærerig.

 Det kan ikke siges for tit, dine medstuderende er dine nye kollegaer, og sammen skal I producere viden.

Måske har du dårlige erfaringer med samarbejde, måske glæder du dig ligefrem til at få lov til at arbejde alene. Vær opmærksom på, at det kan være ensomt og slidsomt at bære hele ansvaret selv. Visk tavlen ren, og giv det en chance. Du går glip af læring, hvis du opgiver samarbejde – og læring er jo dit nye mål.

Godt samarbejde handler om kemi, og det er helt legitimt at opstille nogle kriterier for, hvordan du gerne vil samarbejde. Du vil møde vidt forskellige holdninger til, hvad godt samarbejde er. Ligesom din opfattelse af, hvad godt samarbejde er sikkert ændrer sig nogle gange.

Måske vil du også møde studerende, der ikke er begejstret for at samarbejde og dele deres viden. Imødekom det med et tydeligt signal. Del dine noter, søg samarbejde og vær tydelig omkring, at du ønsker et lærerigt og rart fællesskab og samarbejde. Som en del af kulturen på dit studie, har du også magten til at påvirke kulturen. Når du signalerer dine ønsker, er du også i gang med at udbrede din holdning.

Skab godt samarbejde, lær en masse og undgå at føle dig helt alene, når frustrationerne om utilstrækkelighed melder sig. For det gør de sikkert fra tid til anden – og det er helt ok.

På vej til succes (Så det vi sagde var…..)

Inden længe er du studerende, og det skal du glæde dig til! Husk at finde acceptskuffen. Det er helt normalt, at du ikke forstår det hele med det samme. Fokuser på proces og læring og opdag, hvor meget du udvikler dig undervejs. Track din læring. Hold øje med din faglige profil, og forbered dig på dit senere arbejdsliv. Samarbejd med dine medstuderende, lær en masse og undgå at komme til at føle dig alene.

Vi coacher studerende til deres bedste studiestart – Skal vi hjælpe dig?

Hvert år rådgiver vi studerende fra hele landet med vores 1:1 samtale. Vi mødes her på klinikken i Aarhus eller online. Det er 100 % op til dig hvad der fungerer bedst for dig.

Du kan høre mere, hvordan vi kan hjælpe dig hvis du tager kontakt til Tine Persson på tine@spine.dk. Det er uforpligtende og kan være en god måde at få præciseret hvad du har brug for.

Det koster ikke noget at spørge. Du kan gøre det lige her:

Spørg hvordan vi også kan hjælpe dig

3 gode grunde til at vælge os

7300 timer

Individuelle klient samtaler

4,7 ud af 5 point

Scorer Thomas som underviser

15 år

Har vi arbejdet med unge mennesker

Adresse

Marselis Boulevard 1
8000 Aarhus C

Kontakt

T: 2894 5925
M: info@spine.dk 
CVR: 28447566

Copyright 2015-2020 © SPINE - INFO