Goddag til stress, farvel til vennerne

“Da jeg for 1½ måned siden fortalte min familie og venner, at jeg er sygemeldt pga. stress, har jeg intet hørt fra dem siden. Ikke engang mine forældre har spurgt om jeg har det bedre”. Sådan starter mange af mine kursister deres fortælling, om hvad stress også har medført.

Selv om 35.000 danskere er sygemeldt pga. stress HVER DAG og 300.000 har en depression HVERT år, så er det stadig så tabubelagt at have psykiske lidelser eller være psykisk belastet. Flere af de kursister jeg underviser ville hellere have et kompliceret benbrud, så omverdenen kunne se hvorfor de ikke kunne gå ordentligt, end at have stress, og skulle forklare hvorfor de ikke kan overskue normale hverdags aktiviteter.

Hvad siger man til en der har stress?
For manges vedkommende handler det om uvidenhed, manglende indlevelsesevne og egoisme (ja det mener jeg). Det er mere normen at man tager udgangspunkt i sin egen verden, når man taler med andre, end at forsøge at sætte sig ind i et andet menneskets situation. Så hvis du er vant til at tage dig sammen, overhøre dine inderste behov og klemme ballerne, så burde andre vel også kunne gøre det, eller…?

Samtidig tror mange, at hvis man spørger hvordan man har det, så vil en stressramt begynde at græde, og hvad stiller man så op med sådan en person? Så hellere lade være, eller fyre en dårlig vits af. Flere stressramte fortæller, at de føler sig som et råddent æg, når de er i sociale sammenhænge, fordi mange slet ikke spørger til den stressramte, selv om de er bekendt med situationen.

Så tag dig da sammen, for helvede
Det kan være afmagt, opgivenhed eller frustration, men flere af mine kursister har oplevet at ægtefæller eller familiemedlemmer har sagt: “så tag dig da sammen, for helvede”.
Det er nok det eneste en stressramt ikke kan. Vedkommende kan ikke tage sig mere sammen, og måske er det også forklaringen på en sygemelding – at vedkommende har taget sig for meget sammen over for lang tid. Resultatet er at den stressramte føler sig endnu mere forkert og som en fiasko.

Når du får stress, mister du dine venner
Stort set alle de klienter jeg har på klinikken kan berette om familiemedlemmer og venner, der ikke er der mere, efter vedkommende blev sygemeldt pga. stress.
Om det er et udtryk for om vi har fået et samfund, hvor vi ikke orker svage personer, at vi kun vil være sammen med vindere, om det er for besværligt, om vi ikke ved hvad vi skal gøre…det skal jeg ikke være dommer over. Men det er nærmest en naturlov, at mange stressramte får ryddet gevaldigt op i vennekredsen under en stressnedtur.

Flere oplever en enorm skuffelse, over at de altid har været der for alle andre, og den dag de mangler hjælp, så udebliver hjælpen. Kan du lære noget af det?
Måske at den hjælp du giver til andre, ikke må gives i håb om gengældelse den dag du selv har brug for hjælp. Måske at dem du regnede med, ikke nødvendigvis er dem der er der, måske er det den nytilkomne ven som stiller op. Men sådan er det nogle gange.

Det kan du sige til en stressramt
Men hvad siger du så til en stressramt ven eller veninde?

Ikke en skid….du skal lytte, og lytte og så skal du lytte. I starten har personen måske bare brug for at sætte ord på en masse og få styr på tanker og følelser. Du kan og behøver ikke at give gode råd. Kun hvis du bliver bedt om det. Men langt de fleste ønsker bare et par ører, der vil lytte i en periode.

Dernæst kan du stille op og være den, der går en tur med vedkommende, også på de dage hvor det regner. En der hanker lidt op i vennen som hænger lidt med skuffen. I behøver måske ikke sige så meget, men bare det at I er sammen kan være fantastisk.
Bare det at føle sig okay, selv om man er lidt nede i en periode, giver selvfølelsen en boost som kan bruges, når personen begynder at orientere sig om verden igen.

Har du oplevet lignende episoder eller har du gode råd til andre som ikke ved, hvad de skal sige eller gøre, så skriv dem her eller til thomas@spine.dk

Vi kan allerhøjest blive klogere.