Author: Thomas

Min hjerne virker ikke…

Min hjerne virker ikke…

Jeg sad kl. 09.00 ved min computer og skulle have færdiggjort mit kursusmateriale, som skal sendes ud til alle gymnasier i morgen. Jeg har, som så mange andre, en masse projekter, som jeg også skal have lavet. Jeg skal hente barn og til svømning med hende i aften… Og hvad sker så, når min hjerne virker ikke i dag.

Har du prøvet noget lignende? Du skal være kreativ, og så er der bare helt tomt i hovedet, og det har du bare ikke tid til, vel?
Det er velkendt, at når vi er lidt for stressede eller ikke er helt til stede i nuet, så er det svært at være kreativ, få gjort sine opgaver færdige eller overhovedet komme i gang.

Jeg gjorde noget, som mange ikke vil gøre, når de er bagud med tid, eller en deadline skal nås. JEG TOG EN LØBETUR. Jeg burde rent logisk  ikke have tid til det, men omvendt kender jeg mig selv så godt nu, at jeg ved, at jeg får ideer til kurser, at løse problemer, skabe overblik og energi, når jeg tager en løbetur.

Det er kongevejr over Århus i dag. Solen varmer, selv om vi er i septemer. Jeg løber ud langs strandvejen, videre på stranden og hjemad i skoven. På vejen ser jeg to nøgne mennesker “vinterbade”, fire løbere og en mand i jakkesæt slentre nede ved stranden (måske han også gik og samlede energi op?)

Mit hjerne-output på løbeturen blev:
1. Jeg ved, hvordan mit kursusmateriale skal se ud rent grafisk 🙂
2. Jeg fik 3-4 ideer til et kursus til eksamenstræning og præstationsangst 🙂
3. Jeg følte mig som en vinder og sprængfyldt med energi, da jeg løb hjemad i skoven 🙂
4. Jeg er fokuseret og motiveret til at få mit materiale færdiggjort og trykt. 🙂

Alt denne energi og overskud på kun 35 minutters løbetur i solen.

Hvornår tager du et break i stedet for at presse hjernen endnu mere??

Kan børn meditere?

Kan børn meditere?

Voksne har et hektisk liv, men det har vores børn også. Hvorfor ikke lære dem fordelene ved at meditere.

Meditation er en fantastisk måde at få børn til at mærke sig selv, skabe ro og lade freden sænke over sig. Det kan og skal være forbundet med noget rart, hvis man skal lære børn at meditere.

Skal forældre, pædagoger eller folkeskolelærer inspirere børn til at lære at slappe af, skal du huske følgende:

1. Det skal være af lyst, at barnet prøver afspænding og meditation.
2. Gør det til noget rart og ikke-mystisk.
3. Barnet må selv om, hvordan han/hun vil sidde eller ligge. Det skal blot være en behagelig stilling.
4. Gør det sammen med barnet.
5. Vær forberedt på reaktioner under og efter en afspænding. Barnet kan blive stille, få indre uro eller have spørgsmål.

På billedet ses Ida på 7 år, som af sig selv er begyndt at meditere.
(måske med inspiration fra hendes far, som selv gør det :-))
Under denne meditation sad hun i 15 minutter til en guidet meditation.

Kontakt stressekspert Thomas Pape, hvis du har spørgsmål til, hvordan børn kan lære at afspænde og finde glæden ved meditation på thomas@spine.dk

Vejrtrækningsproblemer: Øvelse 1

Vejrtrækningsproblemer: Øvelse 1

Du vil gerne have åndedrættet ned i maven, men noget blokerer for det. Her er en introduktion til, hvordan du måske kan frigøre dit åndedræt.

Åndedrætsproblemer er ét af symptomerne for mange med stress. Flere synes ikke, at de kan få luften nok ned i maven. Mange klager over ømhed i hals- og skuldermusklerne. Disse muskler kan ved store anstrengelser hjælpe åndedrættet til at øge mængden af luftindtag. Men det bør ikke være nødvendigt at aktivere disse muskler, når du sidder ved en computer eller blot går roligt rundt.

Normalt trækker vi vejret 12-15 gange i minuttet ved almindeligt arbejde, eller når vi blot sidder. Prøv at tælle dit åndedræt pr. minut. Trækker du vejret for hurtigt, vil du blive unødigt træt i halsmuskler og kan opleve spændinger i brystkassen.

Afsæt tid til at få fokus på dit åndedræt. Betragt dit åndedræt, og prøv at koble det med dine følelser og situationen lige nu. Hvad føler du, hvad sker lige nu, hvordan reagerer du, og hvordan er dit åndedræt?

Mange af mine klienter oplever at kunne sove bedre, blot ved at have fokus på åndedrættet. Dermed forbedres søvnen, personen er mere frisk om morgenen, og nervesystemet vil være mere i balance mellem aktivering og opladning.

Åndedrætsøvlse til bedre vejrtrækning
Øvelsen får dig hurtigt ned i fart, og du bliver bevidst om din vejrtrækning

20 forbundne vejrtrækninger
Læg eller sid afslappet. Prøv at slappe af i arme, skuldre, ryg, balder og ben.

Tag fire åndedrag, som er noget dybere, end du normalt tager dem. Bind dem sammen, så du trækker vejret uden pause mellem indånding og udånding. Det femte åndedrag skal være meget dybt og udspile maven helt. Nu har du taget fire forbundne og et dybt. Start straks med fire nye sammenhængende åndedrag, så du i alt laver en serie på 20 åndedrag.

Giv øvelsen videre til en, du holder af.

Adresse

Marselis Boulevard 1
8000 Aarhus C

Kontakt

T: 2894 5925
M: info@spine.dk 
CVR: 28447566

Copyright 2015-2020 © SPINE - INFO