DISSE 12-TALS PIGER SKAL DU SPÆNDE BEN FOR OG LÆGGE I KÆRLIG BENLÅS

”Jeg har det bare bedst med, at jeg har styr på alt, både på studiet og privat, og jeg mener alt. Så er jeg allermest i ro.” Sådan starter mange af mine kvindelige klienter, der kommer til stressklinikken i Århus, med at fortælle, når de kommer første gang. Kun det perfekte er godt nok til dem.

JESpineBog-170

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De har i uger og måneder haft så mange symptomer på stress og mistrivsel, men har klynget sig til den måske eneste strategi, de har i livet – at knokle og arbejde lige lidt mere for det kan være, at de kan klare det hele selv. Men nu kan de ikke mere. De klasker sammen i min klientstol.

Skal alle 12-tals piger stoppes og lægges i en benlås?

Der er rigtigt mange dygtige gymnasiepiger og kvindelige studerende på videregående uddannelser, der kan klare at have styr på det meste i deres liv. De får stort set altid højere karakterer og fremstår som successer i det meste af det, de gør.

De skal ikke stoppes – vi kan kalde dem talenter, elitestuderende, eller blot mennesker med et ekstra stort fagligt og menneskeligt potentiale. Det er fantastisk, at de findes, og vi har brug for dem.

For at de kan fortsætte deres fremfærd mod nye sejre og gode resultater, skal de måske prikkes lidt til og høre lidt om forebyggelse, få bevidsthed om, hvorfor de klarer det så godt, og om der er nogle områder i deres liv, der kan sætte en stopper for deres succes? Alle stjerner kan altid tilføje nye vinkler til sin succes

Talenter må godt presse sig selv, men de må også godt vide, at de ikke har en særlig fysiologi end os andre. Alle motorer kan brænde sammen – også de bedste af dem.

Disse 12-tals piger skal du spænde ben for

Det kan være svært at spotte en 12-tals pige, der er i risikozonen for at klappe sammen og gå ned med stress og mistrivsel. Men der er nogle kendetegn, du kan spotte:

  • ”Lyd og billede passer ikke sammen.” De ser så søde ud og smiler, når de fortæller, hvor ufatteligt mange projekter de forsøger at løfte, og hvor trætte de er. Alligevel smiler de og siger, at det skal nok gå.
  • ”Deres øjne undviger dine.” Når du spørger ind til en 12-tals pige, og du rammer et ømt punkt, viger deres øjne væk fra dig. For kigger de på dig, begynder de at græde.
  • ”Det er min egen skyld.” 12-tals pigen vender ofte nederlaget indad. ”Så må det være mig selv, der ikke har gjort det godt nok. Så må jeg arbejde noget mere,” fortæller mange.
  • ”De bruger bestemte ord.” Jeg vil være perfekt, det skal være super, jeg er aldrig tilfreds, eller jeg er perfektionistisk. De bruger store ord for, hvad de jagter og vil. Men de kan oftest ikke definere, hvad perfekt er, hvad super betyder for dem. De jagter hele tiden, men ved ikke, hvornår de kommer i mål.
  • ”Kroppen er bare transportmiddel.” Mange af dem kan ikke mærke sig selv fra halsen og ned. Deres krop er et middel til at fragte deres hoveder rundt, et værktøj som nogle 12-tals piger kan blive irriteret på, fordi den sender upassende signaler om træthed, indre uro og smerter.
  • ”De taler grimt.” De taler ofte grimt om sig selv, ”jeg er svag, andre kan det hele, jeg er ulækker, jeg har ikke fortjent, jeg må ikke, jeg er slet ikke god nok.” De er på ingen måde deres egen coach, der skal bakke dem op og gøre dem selv gode og glade.

Disse symptomer kan du spotte hos en knækket 12-tals pige

Du kan bedre hjælpe en 12-tals pige ved at vide, hvilke specielle symptomer disse piger går rundt med.

  • De tror, at de kan arbejde sig ud af alle problemer og opgaver. De har kun én mestringsstrategi – at arbejde hårdt og længe. De har ikke evnen til at tænke alternative tanker for at nå et mål.
  • De har oplevelsen af at have mistet overblikket, og det sejler for dem.
  • De har mistet troen på sig selv og studiet. Motivationen er pist væk.
  • De har dårlig samvittighed hele tiden og tillader sig ikke at slappe lidt af.
  • De ved, at de burde læse, men de orker det ikke, for deres hjerner er stået helt af.
  • De sover dårligt
  • De spiser for lidt, slet ikke, og har udviklet nogle spiseforstyrrende regler for sig selv: ”hvis jeg læser til kl. 17, så må jeg få aftensmad”.
  • Pauser og hvile er spild af tid. De slapper næsten aldrig af, og gør de det, har de dårlig samvittighed.

Konsekvensen, hvis du ikke stopper en 12-tals pige

Vi skal som samfund, forældre, undervisere, studievejledere og medstuderende tage ansvar for, at vi har et fænomen som de stræbsomme 12-talspiger.

Vi skal ikke bare se imponeret på dem fra sidelinjen og klappe i hænderne over alle deres oftest urealistiske planer og mål.

Tør vi ikke spænde ben for dem, og være dem der hjælper med standarder, livserfaringer og fælles refleksioner, kan vi være vidne til, at dette sker i et større og større omfang:

  • At de udvikler stress, depression og angst nu eller på sigt.
  • At de blive mindre og mindre robuste, som rammer dem senere i voksenlivet
  • At de mister troen på egne evner så meget, at de vælger at droppe ud af studiet eller vælger et studie, der er for let for dem. Vi mister det potentiale, de har.
  • At de udvikler mentale og fysiske forstyrrelser, herunder spiseforstyrrelser, træningsmani, ophør af menstruation, kognitive vanskeligheder og lavt selvværd.

Vi skal fortsat dyrke talentet, den flittige elev og den studerende. Men det skal være på de rigtige og sunde forudsætninger, så evner, ressourcer og mål hænger sammen.

Vi kan ikke tillade, at så mange piger mister sig selv, deres selvværd og tager så store menneskelige og faglige ressourcer, fordi de ikke havde værktøjerne til at navigere i det (studie)-liv, de har.

Adresse

Marselis Boulevard 1
8000 Aarhus C

Kontakt

T: 2894 5925
M: info@spine.dk 
CVR: 28447566

Copyright 2015-2020 © SPINE - INFO